Kimonoen har i en årrække været en populær beklædningsdel, og vi har samlet nogle af vores mest populære mønstre til inspiration - både til den mere klassiske kimono, til kimonojakken og til kimonoinspirerede kjole og blusesnit.

Den lange, flagrende slå-om model med dertilhørende bælte, er nok det, de fleste forstår ved en kimono. Sådan en let sag, der kan bruges til at dresse ethvert sæt op. 

Julie fra Fibremood magasinet er et fint eksempel på en sådan kimono. Den kan syes i både lang og kort model, og den fine slå-om sag lukkes med et løst bælte. Den egner sig godt i både en let viscose, silke eller tencel, og en lidt kraftigere hør eller bomuld.


Esme cardiganen fra Named Clothing kan også sagtens bruges som udgangspunkt til at lave en lang kimono. Egentlig er Esme designet til strikkede stoffer, men kan sagtens laves i fastvævet stof, hvis du bare laver ærmet en smule bredere.
Her er den syet op i en let uld. 

Ovennævnte modeller vil begge gøre sig godt i fx en mellemtung tencel eller en viscose for at få det lækre, løse look. 

Er du mere til den korte udgave, kan vi anbefale The Kimono Jacket fra The Assembly Line. Denne fine jakke har fastsyede bindebånd, lommer og lækre detaljer såsom indsnit ved albuer og bryst. Den er superflot syet op i fx hør, dobbelt gauze, uld eller den nye ramie. Stof med lidt mere hold gør sig godt til denne model – men, syet op i den kraftige tencel vil man også få en flot jakke, der draperer lidt mere end de andre forslag. Her har vi syet den i vores stenvaskede hør i farven Paprika.

 

Kochi kimonoen fra Papercut Patterns er endnu et eksempel på den kortere udgave. Denne kimono kan laves både med og uden bindebånd – og med foer, om man ønsker det. Ligesom med jakken nævnt ovenfor, kan Kochi syes op i et væld af kvaliteter. Det afhænger ganske enkelt af, hvilket look man er efter. Syes den op i en let bomuld, viscose, tencel el silke får man et elegant, draperende resultat, mens en udgave syet i kogt uld eller kraftigere hør vil give et mere ’jakket’ udtryk. Her er den først syet op i en let hør og dernæst i en let bomuldssatin fra nani IRO.


 

Haori fra Wiksten Patterns kan syes i 3 længder, hvoraf den længste går til midt på låret. Den er designet med foer og kan laves vendbar, hvis du ønsker det. Den har store lommer og en bred krave, der foldes. Denim, hør, tencel, dobbelt gauze, canvas, ramie – kun fantasien sætter grænser. Den kan også sagtens laves uden foer, hvis du vil ha’ en mere enkel model. 

Sapporo jakken fra Papercut Patterns har brede, kimono inspirerede ærmer og et løst snit. Den forede jakke har fine lommer indbygget i en tværsøm foran. Den er superflot syet op i stof med lidt hold, en lettere frakkeuld, kraftig hør og lignende. Her er den først i en let uld/bomuldsblanding og dernæst i en let frakkeuld.


Tea House Dress fra Sew House Seven har med sit påsyede bælte og løse snit et kimonokjole look. Syet op i den tungere tencel, får man en virkelig flot kjole med et levende fald – men den gør sig bestemt også godt syet op hør eller dobbelt gauze. De mere levende stoffer kræver, at man holder tungen lige i munden, hvorimod den er lidt nemmere at sy, hvis man fx vælger en bomuld. Her er den syet op i vores Tencel Sanded Twill i farven Mokka.


Sointu Kimono Tee fra Named Clothing kan syes i både fastvævet og strikket stof. Syes den i en modal jersey, vil den falde tættere til kroppen end hvis den syes i en gauze eller hør. Den har et flot, langt bindebælte til at markere taljen, og den kan nemt forlænges, hvis man ønsker at bruge den som tunika eller kjole. Her er den syet op i en ponte jersey.

Mønstre til Sointu Kimono Tee fra Named Clothing finder du her >

Endelig er der Heron Top fra Merchant & Mills Workbook. En løs slå-om bluse med krave og korte kimonoærmer. Gauze og hør vil være oplagte stofvalg til denne model.

The Workbook fra Merchant & Mills kan du finde her >